En god sommer giver gode tal hos Neqi A/S

Det har været et travlt år for Neqi A/S i Narsaq. Årets indhandling er nu afsluttet, og resultatet er positivt med fremgang på både kartofler, lam og rensdyr.
Flere kartofler til de grønlandske spiseborde
Hvor sommeren 2018 var lunefuld, kold og våd, blev sommeren 2019 markant bedre med tørt og mere stabilt vejr. Det har også smittet positivt af på årets kartoffelhøst, som resulterede i en indhandling på i alt 105 tons. Det er en stigning på 54 tons svarende til 106 % i forhold til sidste års resultat på bare 51 tons.
Det er imidlertid ikke kun den indhandlede mængde der er steget - det er kvaliteten også. Behandlingen af kartoflerne er endnu engang forbedret for at undgå fugt og skimmel under transport og opbevaring. Alle kartofler har ligget til tørring i minimum 14 dage inden pakning og levering. Samtidig er langt færre kartofler kasseret under kvalitetskontrollen. Alt i alt kan forbrugerne glæde sig over at kunne handle friske grønlandske kartofler i langt højere kvalitet, smag end tidligere.
Flotteste resultat på lam og får siden 2014
Forbrugerne kan ligeledes glæde sig over at kunne nyde endnu mere af det eftertragtede, grønlandske lammekød. For der er også fremgang at finde på indhandling og slagtningen af lam. Antallet er gået op med 8 % svarende til 1.376 stk. i forhold til 2018. Den tørre sommer har givet et marginalt fald i gennemsnitsvægten pr. kg. på 0,7 %. Alligevel giver det en samlet stigning på 18.842 kg slagtet kød. Herudover er antallet af slagtede får steget med 6 %, svarende til 96 stk., i forhold til 2018. Man skal helt tilbage til 2014 for at finde et flottere resultat på både lam og får.
Stigning på rensdyr
Indenfor indhandlingen af rensdyr ses den største procentuelle stigning i tallene. Resultatet har været en samlet indhandlingsmængde på 159 stk. mod 62 stk. i 2018, hvilket er en stigning på 138 stk. svarende til 221 %. Den markante stigning skyldes primært, at man har indsamlet over en længere periode end normalt i området lidt nord for Narsaq. Det gør, at Neqi nu for alvor kan gøre rensdyrkød mere tilgængeligt i kølediskene.