KNI A/S donerer Meqqusaalik tøj til de hjemløse

Salon Inuit giver for 2. andet år i træk de hjemløse i Sisimiut en gratis klipning samt gaver fra forskellige donationer. Vi støtter op omkring det meget flotte initiativ med lækkert overtøj fra Meqqusaalik.

 

KNI’s CEO Jeppe Jensen er denne morgen taget et smut forbi Salon Inuit, der for 2.år i træk giver hjemløse i Sisimiut en gratis klipning samt donationer fra forskellige virksomheder og butikker, som frisørsalonens to indehavere, Inooraq Heilmann Kreutzmann og Emilie Dahl Lennert, af eget initiativ står bag.

Med sig har Jeppe to store kasser, der indeholder Meqqusaalik overtøj. Inooraq Heilmann Kreutzmann er rørt over gestussen fra KNI. Hun har i flere år tænkt over, hvordan hun bedst muligt kan hjælpe byens hjemløse.

- De (hjemløse, red). har altid haft en stor plads i mit hjerte, og jeg er meget glad over, at butikker og virksomheder støtter op omkring vores initiativ. Jeg er taknemmelig og rørt over KNI’s flotte gave, som nok skal blive kærkommen her den kommende kolde tid, siger Inooraq.

KNI’s CEO Jeppe Jensen medgiver:

- Jeg synes det er et rigtigt godt initiativ, og derfor har vi valgt at sponsorere med lækkert Meqqusaalik overtøj, der er alt lige fra vinterjakker, anorakker og skibukser.

For Jeppe er det nemlig vigtigt, at vi i bedste juleånd hjælper der hvor vi kan.

- Jeg plejer at fortælle mine børn, at det ikke er alle forundt at få en god jul. For hjemløse og mindrebemidlede er det måske en ekstra hård tid, og hvis vi kan vise næstekærlighed og hjælpe der hvor vi kan, kan vi gøre en forskel, siger han.

Der er 14 registrerede hjemløse i Sisimiut, og Salon Inuit inviterer dem til en gratis klipning samt giver dem gaver fra blandt andet KNI, her på onsdag.

KNI A/S • J.M. Jensenip Aqq. 2 • 3911 Sisimiut
T +299 86 24 44 • E info@kni.gl