KNI Engros besøger Neqi-og kartoffelavler i Sydgrønland

Som et led i samarbejdet med Neqi a/s om forbedring i afsætningen af deres produkter, har KNI Engros sammen med Neqi a/s været på besøg hos den største leverandør af kartofler i Sydgrønland, Ferdinand Egede.
Gården ligger i Eqaluit Ilua i Sermilik Fjordenden og blev startet op i 1958 som fåreholdersted af Ferdinands far, efterfølgende tog Ferdinand og hans bror over, og i dag drives den af Ferdinand og hans kones 2 sønner, hvor sønnerne står for fåreavlen, mens Ferdinand står for kartoflerne.
I de sidste 2 år har Neqi a/s og KNI Engros sat større fokus på at udvikle den sydgrønlandske kartoffel i samarbejde med Neqi og avlerne, for at vi kan sikre en så høj kvalitet af kartoflen til slutforbrugeren ude i butikkerne, samt større fokus på afsætningen af kartoflerne på hjemmemarkedet.
Helt konkret har er der igennem de 2 sidste år arbejdet med emballagen, så der nu er udviklet en åndbar pose, som kartoflerne bliver solgt i, endvidere har vi været inde og kigge på pakkeprocessen, som tidligere foregik i store scantainere, hvor de nederste kartoffelposer blev udsat for et meget stort tryg under transporten, de bliver nu pakket i grønne plastkasser med 10 poser i hver, som gør de ikke bliver trykket.
Engroschef Jens Bang udtaler:
Formålet med besøget ude ved avleren har primært været at forbedre processen fra optagning til kartoflen ender hos Neqi til pakning.
Vi har tidligere oplevet, at kartoflerne bliver udsat for direkte sollys under transporten, hvilket er med til at kartoflen med tiden bliver grøn.
Derfor har vi haft en meget konstruktiv snak med Ferdinand omkring opbevaring, og hele logistikken omkring fragten ind til Narsaq, og samtidig idéudvekslet på forbedringer i det fremtidige samarbejde, hvor vi fra næste sæson har flere spændende pilotprojekter i støbeskeen, udtaler Jens.
Årets høst og kvalitet ser fin ud, og de første kartofler er nu på vej ud til butikkerne.